Det startede med et job som pornomodel. Christina var 17 år og på udkig efter nogle hurtige penge. Jobbet som model så nemt ud, men det endte snart med privat sex mod kontant betaling. Som hun selv siger, så ”knaldede jeg pludselig for penge”.
Christinas vej ind i prostitution var hverken selvvalgt eller tilfældig. I de første år troede hun, det var pengene, der fik hende til at sælge sig selv. Først flere år senere går det op for hende, at stedfarens seksuelle krænkelser er den egentlige årsag. Som 12-årig forvandler han hende med sine tilnærmelser og berøringer til et sexobjekt. Det billede kommer til at forfølge hende indtil den dag, hun ser døden i øjnene og siger stop.
En illusion af kontrol
Christina forklarer: ”Jeg havde brug for selvkontrol. Min stedfar havde taget kontrollen over min krop. Med prostitutionen genvandt jeg magten over mig selv.”
Et liv som prostitueret er dog alt andet end kontrollerbart. Den ene dag er Christina luksusluder på Wonderbar, den næste dag gadeprostitueret på Istedgade med stikmærker i armhulen og stoffer på hjernen.
”Selvfølgelig var mange kunder flinke nok. De følte sikkert, de fik, hvad de betalte for. Men bagefter, når dagen var forbi, havde jeg været sammen med 10 forskellige mænd. Jeg lugtede af deres sved og deres parfume. Mænd, der havde savlet på mig, og hvad ved jeg. Det føltes forfærdeligt uværdigt,” siger hun.
Jeg spillede skuespil
Christina understreger, at prostitution er et skuespil. Hver morgen tog hun sin maske på og spillede liderlig. Men det var alt sammen kunstige følelser.
”Mange piger er på et eller andet. Det kan være alkohol, heroin – nogle tager ketoganer. Nogle sagde til mig, de godt kunne lide mig, fordi jeg ikke tog stoffer. Men det gjorde jeg jo. Jeg spillede skuespil,” fortæller Christina.
Christinas liv som prostitueret endte med en lang depression og et fejlfix i hånden, som nær kostede hende livet. En skrap medicinsk behandling hjalp hende med at overleve, men det var alligevel en anden pige, der forlod hospitalet: ”I det øjeblik besluttede jeg mig for, det skulle være slut.”
Angsten er der stadig
I dag kan Christina stadig blive angst, hvis en bil kører langsomt bagved hende. Lugten af et kondom får hende til at kaste op. Hun fortæller om piger, der er døde undervejs. Om piger, der lider af tvangstanker, og som ikke længere kan etablere et forhold til andre. Som på alle måder er dømt til et liv i ensomhed.
”Ingen piger kommer hele ud af et liv som prostitueret. Og der er mange, som ikke klarer det. Det skal dem, som overvejer at købe sex, huske på – inden de gør noget dumt,” understreger Christina.
Spørgsmål til Christina kan stilles direkte på hendes private mailadresse: christinachristensen@live.dk